---
title: "Succes på Solvænget - nye fjernvarmeprojekter afventer politisk afklaring"
description: "Fjernvarmeudrulningen på Solvænget er nu afsluttet. Samtidig afventer Solrød Fjernvarme større klarhed om de nationale rammer for udfasning af naturgas, før nye konverteringsprojekter sættes i gang."
date: "2026-06-25"
created: "2026-06-25"
---

[Hjem](https://solrodforsyning.dk/)

                    [Fjernvarme](https://solrodforsyning.dk/fjernvarme)

                    [Udrulning af fjernvarme i Solrød](https://solrodforsyning.dk/fjernvarme/udrulning-af-fjernvarme-i-solroed)

                [Succes på Solvænget - nye fjernvarmeprojekter afventer politisk afklaring](https://solrodforsyning.dk/fjernvarme/udrulning-af-fjernvarme-i-solroed/succes-paa-solvaenget-nye-fjernvarmeprojekter-afventer-politisk-afklaring)

# Succes på Solvænget - nye fjernvarmeprojekter afventer politisk afklaring

Fjernvarmeudrulningen på Solvænget i Solrød Strand er nu afsluttet. Dermed er et af Solrød Fjernvarmes største projekter de seneste år kommet i mål.

 På Solvænget har mere end halvdelen af områdets matrikler valgt at blive en del af fjernvarmenettet. Projektet blev sat i gang i 2024 og er en betydelig investering i den lokale energiinfrastruktur og i en mere robust og klimavenlig varmeforsyning i Solrød Kommune.

**Politisk usikkerhed bremser nye projekter**

Selvom Solvænget nu er afsluttet, bliver næste fase af fjernvarmeudrulningen ikke sat i gang foreløbigt.

Solrød Fjernvarme har besluttet midlertidigt at sætte planlagte konverteringsprojekter i nye områder på pause. Baggrunden er den usikkerhed, der fortsat præger de nationale planer og rammevilkår for udfasning af naturgas.

- Vi har de seneste år arbejdet ud fra en forventning om, at udfasningen af naturgas ville fortsætte med samme politiske retning og tempo. Men i dag mangler der klarhed om de langsigtede politiske rammer. Når vi taler om så markante investeringer og projekter med en tidshorisont på flere år, er det helt afgørende, at grundlaget er tydeligt. Derfor vælger vi at afvente udviklingen, før vi sætter nye konverteringsprojekter i søen, forklarer Hasmik Margaryan, forsyningschef i Solrød Forsyning.

Siden 2022 har fjernvarmeselskaber i hele Danmark arbejdet for at understøtte udfasningen af naturgas og udrulningen af fjernvarme. Ifølge Dansk Fjernvarme har mere end 102.800 husstande på fire år udskiftet gasfyret med fjernvarme eller varmepumper.[1]

 Samtidig peger brancheorganisationen på, at tempoet i nye fjernvarmeprojekter er aftagende. Dansk Fjernvarme efterlyser en tydelig politisk retning for den videre udfasning af naturgas, så forsyningsselskaberne kan planlægge langsigtede investeringer med større sikkerhed.

**Hjulene kører videre**  **** Den midlertidige pause ændrer ikke på den positive udvikling i Solrød Fjernvarme. I 2025 blev der tilsluttet 118 nye kunder til fjernvarmenettet, og ved årets udgang var der samlet 3.776 målere i drift. Samtidig steg varmesalget endnu en gang.

Solrød Fjernvarme fortsætter også ufortrødent arbejdet med analyser og forundersøgelser af fremtidige muligheder, herunder overskudsvarme og andre energiløsninger, som på sigt kan styrke den lokale varmeforsyning yderligere.

- Erfaringerne fra Solvænget viser, at der fortsat er interesse for fjernvarme blandt borgerne. Derfor fortsætter vi også udviklingsarbejdet, så vi er klar til at handle, når der igen er et solidt grundlag for nye investeringer, fortæller Niels Pedersen, bestyrelsesformand i Solrød Fjernvarme.

Solrød Fjernvarme følger den nationale udvikling tæt og vil løbende vurdere mulighederne for at genoptage planlagte konverteringsprojekter.

* * *

[1] *https://danskfjernvarme.dk/viden-vaerktoejer/udgivelser/fjernvarme-fortsaetter-med-at-levere-paa-de-politiske-ambitioner*

**Yderligere informationer:**

- Solrød Forsyning, forsyningschef Hasmik Margaryan, hasmik@solrodvand.dk, [tlf.: 54 55 40 30](tel:54%2055%2040%2030 "tlf.: 54 55 40 30")
- Bureau for Solrød Forsyning: Lindskov Communication, kommunikationskonsulent Simone Rasmussen, sra@lindskov.com, [tlf. 53 87 03 20](tel:53%2087%2003%2020 "tlf. 53 87 03 20")
