---
title: "Beredskabsplan"
date: "2026-11-10"
created: "2026-11-10"
---

[Hjem](https://solrodforsyning.dk/)

                [Beredskabsplan](https://solrodforsyning.dk/beredskabsplan)

# Beredskabsplan

## Hvis vandet eller varmen svigter

Hos Solrød Forsyning arbejder vi for en stabil forsyning af drikkevand og fjernvarme. Vi har et beredskab til at håndtere driftsforstyrrelser og genoprette forsyningen hurtigst muligt. Her kan du læse, hvad vi gør, og hvordan du selv kan være forberedt.

#### Vandforsyning - nødstrøm og drikkevand

Vi har nødstrømsforsyning på vores vandforsyning, som hjælper os med at opretholde driften ved strømsvigt. Nødstrøm er dog ikke en garanti for uafbrudt forsyning i enhver situation. Ledningsbrud, forurening og længerevarende hændelser kan stadig påvirke levering og vandtryk.

Hvis vandet ikke kan leveres gennem ledningsnettet, omfatter vores beredskab udlevering af rent drikkevand fra tankvogne tre steder i kommunen. Placeringerne fremgår af kortet nedenfor.

**Følg vores beskeder om, hvilke udleveringssteder der er åbne, og hvornår du kan hente vand. Medbring selv rene beholdere, der er egnede til drikkevand.**

![](https://solrodforsyning.dk/i/MOLIRIMEDIA/381c5801-711a-4e0d-b83e-4b96f605b65e?width=1920)

## Udleveringssteder på kortet:

• Trylleskov Allé 5 (ved Netto)
• Engmosevej (Solrød Idrætscenter)
• Spanager/Jersie Center (ved Aldi)

Gem eller print denne vejledning med kortet på forhånd, så du kan finde udleveringsstederne, selvom internet og mobilnet ikke virker

[Beredskab vand og varme](https://solrodforsyning.dk/p/MOLIRIMEDIA/9f1f6bbf-43cd-405c-8303-91ebca078576)

### Fjernvarme - hvis varmen bliver afbrudt

Ved en afbrydelse arbejder vi på at finde fejlen og genoprette varmeforsyningen hurtigst muligt. Større ledningsbrud, længerevarende strømsvigt eller andre alvorlige hændelser kan betyde, at du i en periode må undvære varme og varmt vand.

**Et strømsvigt i din bolig kan også påvirke varmen, selvom fjernvarmenettet er i drift.** Pumper og styring i boligens varmeanlæg kræver ofte strøm.

Hvis varmen svigter:
 • Brug varmt tøj, tæpper og dyner.
 • Saml husstanden i færre rum, og luk dørene til de øvrige rum.
 • Vær særligt opmærksom på børn, ældre og andre, der er følsomme over for kulde.
 • Aftal eventuelt med familie eller venner, hvor I kan opholde jer, hvis boligen bliver for koldt.

**Brug aldrig grill eller udendørs kogegrej indendørs.** Det kan medføre brand og livsfarlig kulilteforgiftning.

**Solrød Fjernvarme kan kontaktes på [56 14 28 14](tel:56%2014%2028%2014 "56 14 28 14").**

### Vandforsyning - øvrige oplysninger

Ved længerevarende kritiske hændelser indgår forsyning fra Havdrup Vandværk til Jersie og Karlslunde også i beredskabet, hvis forholdene tillader det, og de nødvendige anlæg ikke selv er berørt.

**Solrød Vandværk kan kontaktes på [56 14 01 93](tel:56%2014%2001%2093 "56 14 01 93").**

**Spar på vandet under en krise.**

Begræns forbruget til det nødvendige. Det hjælper os med at få den tilgængelige forsyning til at række længere.

 Følg altid vores og myndighedernes anvisninger om vandets anvendelse. Hvis der gives en kogeanbefaling eller besked om, at vandet ikke må bruges, gælder den, indtil der kommer en ny meddelelse

## Hav et hjemmeberedskab til tre døgn

Myndighederne anbefaler, at du og din husstand kan klare jer selv i tre døgn. Det gælder også, selvom vandforsyningen har nødstrøm og mulighed for at udlevere drikkevand.
Hav tre liter drikkevand pr. person pr. døgn - i alt ni liter til tre døgn. Husk også vand til husdyr. Sørg desuden for mad, nødvendig medicin, hygiejneartikler, varmt tøj, tæpper, lommelygte, batterier, opladet powerbank og gerne en batteridrevet FM-radio.

## Hold dig orienteret  og hjælp hinanden

Følg driftsinformationen på vores hjemmeside og myndighedernes beskeder ved større hændelser. Vi oplyser om berørte områder, særlige forholdsregler og forventet varighed, når vi har et tilstrækkeligt sikkert grundlag. Ved større strømsvigt kan hjemmeside, telefoni og eventuelle SMS-beskeder være påvirket eller utilgængelige. En batteridrevet FM-radio kan hjælpe dig med at følge myndighedernes information via DR.

Tal med familie og naboer om, hvordan I kan hjælpe hinanden med at hente drikkevand eller finde et varmt sted at opholde sig. Læs mere på borger.dk - [Forberedt på kriser](https://www.borger.dk/politi-retsvaesen-forsvar/Forsvar-og-beredskab/forberedt-paa-kriser).
